ScoutBloch

Photo

Tue, 06 Nov 2012 22:18:18 +0100

Vi former fremtiden!

Sun, 04 Nov 2012 19:15:00 +0100

”This is the greatest leadership and developing program in the world!”, sådan udtalte Lars Kolind sig efter et fremragende innovationsevent afholdt i Holstebro.

Weekenden har givet en forsmag på fremtiden, hvor skal vi hen som organisation og hvad vi som spejdere egentlig gør godt for. Alt i alt har den givet forsmag på hvad spejderarbejdet giver mening i større perspektiv.

I denne weekend er der netop blevet afholdt det første Scout Award, hvor 34 spejder fra alle 5 korps, skulle komme med løsninger på de største udfordringer, som de lokale virksomheder står med. På kun 22 timer skulle de 8 hold komme fra problemstilling til præsentation et kreativt og nytænkende løsningsforslag.

Som facilitator fik jeg et unik indblik i de arbejdsmetoder, som var på spil, og fik samtidig mulighed for at facilitere udfordrende idégenereringsprocesser. Fx var de gruppen med pigespejdere, som ryddede et rum for borde, og lavede al proces på gulve, alt i mens at hundredevis af post-its blev påklistret vinduerne. Så var der gruppen som tegnede sig frem til, hvordan at den lokale bank kunne inddrage de unge kunder. Eller hvad med gruppen som 2½ time før præsentation, nedbrød alt deres arbejde og startede en ny brainstorm.

Da dommerpanelet, som bl.a. bestod af Lars Kolind og en direktør fra LEGO, havde set alle oplæg og voteret, blev vinderne udråbt. Det vindende hold havde fundet ud af hvordan at Naturstyrelsen kunne inddrage frivillige til både gavn for naturen, samt give flere og bedre naturoplevelser. Denne udfordring blev løst ved at tænke leg og konkurrence ind som et grundlæggende motivationselement. Deres løsning blev at fremstille en app til telefoner, som indeholdt forskellige typer af mission, som gav point når de var løst. En mission kunne fx bestå i at slå 500 dræbersnegle ihjel, hvilket gav en vis mængde point. Jo flere mission man løste, jo større chance ville man have for at vinde en præmie.

”Det er et scoop!” udbrød filialdirektøren fra Ringkøbing Landbobank efter at han havde fået præsenteret sit holds idé, og stemningen var den samme fra alle virksomheder. Det her gav værdi til de medvirkende spejdere, men i allerhøjeste grad også til virksomhederne.

Jeg har lige fået bevist, at vi spejdere formår at have samarbejde i verdensklasse med erhvervslivet, og at det er her vi kan få bevist vores kompetencer, og sætte vores præg på fremtidens Danmark.

Og Lars Kolind beskrev det mindst lige så smuk: ”For mig bekræfter det her, at I er en del af det største og mest betydningsfulde lederudviklingsprogram i verden”.

A beautiful deer that I met during cold walk in a Danish park

Wed, 31 Oct 2012 21:59:31 +0100

A beautiful deer that I met during cold walk in a Danish park

ULK?

Mon, 29 Oct 2012 21:42:14 +0100

Jeg havde egentlig bestemt mig for at beskrive, hvad ULK kan og gør for dem der var med på kurset her i efterårsferien, men inden jeg nåede så langt, kom jeg til at reflektere over selve navnet.

Forkortelsen af kursets navn er fantastisk, da det giver os mulighed for at skabe en stærk idéramme, men jeg vil lige folde forkortelsen ud og vise hvad jeg mener der ligger i navnet: UngdomsLederKursus…

Ungdoms

Det er altså et kursus for unge/ungdommen. Det giver mening i forhold til at man traditionelt set nok vil mene at 17-20 årige er unge. Jeg synes dog at det placerer deltagerne et sted hvor de ikke nødvendigvis føler de er. Ved at bruge ordet ‘ung’, italesættes en modsætning til ordet ‘voksen’. Jeg synes dermed at det styrker et unødvendigt magtforhold mellem deltagere og staben; et magtforhold som allerede er stærkt ved at jeg bruger ordene ‘deltager’ og ‘stab’. Jeg frygter desuden at deltagerne kan komme hjem til spejdergruppen, og stadig havende prædikatet ‘ung’= uerfaren, i forhold til de faste ledere, som er ‘voksne’= erfarne. Hvis organisationen vil fremme inddragelse af “de unge”, så bør vi måske lade være med at omtale aldersgruppen som unge, da vi på den måde viser at vi alle er ligeværdige. Og et sted at starte er ULKs navn.

Leder

Og så til ordet ‘Leder’. I spejdersammenhæng er en leder den der har ansvaret for en enhed, altså en der står i spidsen og leder de andre. Ordet kan derfor betyde to ting for kurset; enten 1. at det henvender sig til ledere, eller 2. at man bliver leder ved at være på det.

Ved første punkt lægger navnet op til, at det kræves at man har erfaring med at lede andre, hvilket mange spejdere har, men dem der ikke har, vil kunne føle sig usikre, da de kan tro at de ikke har noget at bidrage med.

Nr. 2 lægger op til at en leder besidder bestemte egenskaber, som kurset her så vil give. Det er altså en boks-tænkning, hvor indhold/viden kan fyldes på og den perfekte leder bliver dermed skabt. Som organisation synes jeg vi er på vej væk fra den tænkning, og det bør navnet vise.

Ligeledes er spejderarbejdet meget bredere end det at være leder, og det behov bør tilgodeses på kurser som dette.

Nogle påstår så, at man blive leder over sig selv, men så har man også redefineret navnet, for at få det til at passe i den nye kontekst, som der ønskes at skabe.

Kursus

Lige nu har jeg det fint med ordet kursus, men har stadig lyst til at undersøge hvad der ligger i ordet. I følge Dansk Betydningsordbog, så er et kursus undervisning i et bestemt fag. Undervisning lægger meget op til et ‘lærer/elev-forhold’, hvilket jeg ikke mener er sundt i vores organisation, da et af de vigtige spejderprincipper er ‘lige lærer lige’. Fx så jeg hellere at vi brugte begreberne facilitatorer og de lærende. Vi har noget undervisning på ULK, men i langt højere grad skaber vi som arrangører, et rum, hvor der er plads til at lære på egen hånd. Begrebet undervisning lægger igen nemlig op til, at viden er noget der kan placeres i folks hoveder, hvor jeg mere ser viden som noget der opstår i den kommunikation/interaktion man har med menneskerne omkring én.

Men hvad så?

Nu har jeg vist kritiseret navnet nok, og det er vist ikke helt fair, hvis jeg ikke kommer med et alternativ. Jeg er stor fan af fisketema, så jeg har holdt mig inden for rammerne af bogstaverne U, L og K.

Mit forslag er: Udvikling af Ledelse- og Kommunikation.

Når jeg bruger ordet Udvikling, så beskrives en proces, og at man altså ikke bare får foræret viden om, hvordan man leder og kommunikerer. Det lægger op til livslang læring, hvor man altid kan udvikle sig. Samtidig er der ikke et krav til at man skal være på et bestemt niveau/plan inden for ledelse og kommunikation, men at man kan tage udgangspunkt i der hvor man er.

Som bonus kan ordet ledelse også dække over selvledelse, og det kan tilfredse dem, som havde ændret betydningen af ordet ‘leder’

Ledelse og kommunikation er formuleret, så de er kompetencer. Det er dermed ikke færdigheder, som man kan få foræret og som er klar til brug. Det lægger derimod op til at man får viden om de to felter, samt værktøjer, så man ved hvordan denne viden kan benyttes i andre sammenhænge. Ligeledes giver det mulighed for at man skaber sin egen type af ledelse og kommunikation, da ordene ikke er ladet med en forståelse af at kunne være korrekt eller ukorrekt.

En ny og stærkere model

Wed, 01 Aug 2012 21:54:00 +0200

Jeg har nu fået mig en ny computer efter at den gamle døde i Tunesien. Den gamle 10” Asus er skiftet ud med en stor Lenovo med 8 GB RAM og en lækker SSD harddisk, så en ganske fin computer. Det er dog langt fra det eneste der er sket siden mit seneste indlæg blev skrevet for godt 3 måneder siden.

D. 26. april, dagen efter mit seneste blogindlæg og dagen før vi tager hjem fra Tunesien, ender ret så uventet. Efter en dejlig dag i de tunesiske gader sammen med vores tunesiske kollegaer, skulle Anne Kathrine og jeg mødes med et par danske venner dernede, og skulle kun gå få hundrede meter for at nå til deres hotel. Jeg fornemmer pludselig at en person er meget tæt på mig, og jeg tænker at det må være Nouri eller Foued, som kommer løbende efter os, da vi sikkert har glemt noget.

Sekundet efter ligger jeg på jorden. En mand har fat i min halskæde og har trukket mig ned på jorden. Kun i kæden, som jeg havde taget på få dage forinden til min farmors begravelse, bliver jeg trukket 5-7 meter på ryggen hen af asfalten. Ro… Der er helt stille omkring mig, mens jeg ser stirrende mennesker omkring på gaden. Straks ophører stilheden og Anne Kathrines skrig gennemskærer luften. Jeg ser hende komme løbende efter mig, alt i mens at jeg hugger mine tænder i mandens hånd. Jeg ligger på jorden i evigheder. Kan kun se hans fødder og håndryg. Hvornår giver han slip? Vil han slå mig? Sparke mig? Hvorfor fanden kommer der ingen folk løbende!!! Endelig slipper han og flygter. Efterfølgende kommer der dog folk hen til os, og selv med vores sparsomme arabiske forståelse forstår vi at de spørger om vi er okay, og at Gud må os det bedste.

Vi fuldfører mødet med danskerne uden at snakke så meget om det skete, men da vi kommer hjem kl. 1 om natten skriver jeg til vores kriseberedskab, og derefter får jeg kontaktet min mor, og grædende får jeg fremstammet hvad der er sket; en samtale foretaget kl 02.11 og som kun havde en varighed på godt 3 min. Pokkers taletid…

Morgenen derpå skulle turen gå mod Danmark, og jeg glædede mig mere end nogensinde, selvom det kun var 3 dage siden at jeg sidst var på dansk jord. Først skal der dog sejles i 24 timer for at nå Italien og herpå køres 1700 km med med længste dagstur på 800 km. Turen var hård og snakken forstummet. Jeg kørte det meste af turen, hvilket var skønt, da tankerne så kunne fokuseres på de forbipasserende hvide striber og de omkringkørende biler.
Endelig når vi Danmark, og efter et par dages afslapning hos Anne Kathrines forældre står den på arbejde igen med møder i både Aalborg og Silkeborg. Jeg får dog heldigvis mulighed for at se mine forældre et par timer, da de besøger os i Mausing.
Jeg får det efterhånden værre og værre, og prøver at holde modet oppe, men hver eneste nat står på tårer og ringe søvn. Overfaldet var dråben, som fik bægret med frustrationer og udfordrende arbejdsforhold til at flyde over. Efter endt landsmøde, hvor jeg blev valgt suppleant til hovedbestyrelsen, tog jeg mig sammen til at sygemeldte mig. Det var nu knap 2 uger siden at vi ankom til Danmark og 17 dage siden at overfaldet skete. Endelig kunne jeg komme hjem til mine forældre.

De følgende to måneder blev brugt til at komme ovenpå igen. Det var en udfordring at komme helt ovenpå, og blev ret så overrasket over at jeg havde svært ved ting, som normalt faldt mig let. Fx undgik jeg helst at tjekke min mail, og hvis der endelig var en mail kunne det tage et par dage for mig at tage mig sammen til at svare på den.
Et af de største pres var dog at min kalender bugnede af opgaver og uafklarede situationer. Følgende var de største: Melde afbud til Gilwell, Stabsmøde for ULK, sidste eksamen i min bachelor, besluning om deltagelse med Reaching Out på Spejdernes Lejr, samt optagelse på nyt studie.
Nu er der dog afklaring på det hele: Stabsmøde aflyst, men har stor støtte fra staben. Min bachelor er i hus med et skønt 4-tal. Jeg deltog på lejren med min gamle gruppe. Jeg er optaget på Uddannelsesvidenskab i København. Og som bonus fik jeg 6 ugers rengøringsarbejde hos Ældreplejen. Så nu er næste udfordring at finde bolig, men den bekymring virker lille i forhold til alt det der er sket det seneste halve år.

Flashback

Wed, 25 Apr 2012 00:38:28 +0200

Jeg, ulveungen Sahi, ligger og puster i resterne af gårsdagens bål sammen med Pernille. Yes, der er stadig gløder tilbage. Vi får pustet liv i dem og laver et lille bål, men hvad skal vi bruge det til? Lad os koge noget. Vi går på jagt, og efter kort tid består ingredienserne af: En død mus, en solsortevinge, 6 bier, græshopper og en håndfuld svampe. Efter en kogetid på, hmm, lang tid, tager jeg musen op. Sikke mør den er. Kødet falder dejligt let af knoglerne. Suppen er klar og vi hælder den på flasker…

Vi står klar foran kærren; Asger, Kent, Pernille og jeg. Vi er nu klar til at gå. Målet er 100 km, og de skal traves på hærvejen. Det er min første hike som tropspejder, og hvor jeg glæder mig, for det er gode venner jeg skal gå med. Hele turen er et stort minde, men en episode står stadig klar. Asger går med kortet; han er den mest erfarne med sådan noget. På et tidspunkt må vi andre dog lige kigge med, men hov, vi går jo uden for kortet, pokkers. Da vi endelig fandt tilbage havde vi ved en fejl gået 8 km for langt, og hvad kan man lære af det? Husk at gå forkert, da du så kan få et vandreskjold…

Jeg sidder på en skråning. Det dufter af fugtig skovbund. Træerne dækker for stjernerne på himlen. Jeg sidder i en kreds af børn, og nyder deres forventningsfulde ansigter. Det er min første lejr som leder, og mit første fuldmånemøde i adskillige år. De nye ulve optages i koblet: Louise, Anika, Emma… Thomas’ rolige stemme lyder igen: ”Christian, kom frem”. Bladene knirker under mig, da jeg kravler op foran ham. ”Dit navn er Phao, Den nye førerulv, som betyder myndighed. Velkommen i flokken”.

”Kom lad os leve, ja ræk mig din hånd”. Jeg kan knap nok få sunget sangen. Det regner udenfor, og hvis solen kunne ses ville den være på vej ned bag det smukke hav på Vestfyn. Vi har lejrbål indendørs og jeg sidder ved siden af Line. Jeg forsøger at holde tårerne tilbage under sangen, men det er svært. Thomas stopper som flokleder… Han har været min klippe i gruppen siden jeg startede. Det er dog også en stor dag for mig, da jeg skal overtage posten som flokleder. Jeg føler at der hviler et tungt pres på mine skuldre. Thomas kalder mig op. Nu har han også selv tårer i øjnene. Mange fine ting bliver sikker sagt, men det eneste jeg husker er gaven; et forstørrelsesglas: ”Du har altid øje på den enkelte og det små. Husk at fortsætte med det.”

Tusind tak for fantastiske 16 år i Sct. Knuds gruppe. Den har formet mig til den jeg er i dag.

Tak til alle de børn og unge jeg har måttet glæde og glædes ved i alle disse år, og tak til lederne for et givende samarbejde. Og en særlig stor tak til Thomas Laugesen, som så mig, og gav mig tro på mine styrker.

Jeg vil nu forsøge at prøve nye facetter af spejderarbejdet, så har valgt at stille op til Hovedbestyrelse, så tak for at Sct. Knuds gruppe og Fionia Distrikt vil støtte mit kandidatur.

Se det originale billede af Bibi Aisha...

Sat, 14 Apr 2012 00:27:00 +0200

Se det originale billede af Bibi Aisha her: http://www.worldpressphoto.org/photo/2011jodibieberyear

Jeg må sige at jeg var noget i chok, da jeg så reklamen for denne udstilling i et butiksvindue. Det virker jo næsten som om at de støtter dem som maltrakterede pigens ansigt.

Naturkatastrofe

Tue, 10 Apr 2012 10:25:00 +0200

I alle mine tidligere indlæg har jeg været blind for at beskrive et af de, i mine øjne, største problemer i Tunesien. Jeg har virkelig forsøgt at fokusere på det positive og beskrive dette for jer, men i går kom dråben, som fik bægeret til at flyde over.

Vi har i weekend været på spejderlejr, og det er det første sted i løbet af vores tre måneder, at vi har følt at vi har set uberørt natur. Vi var nu også 25 km fra nærmeste by, og det uberørte så vi efter en times gang op i bjergene. Wow, hvor var det smuk.

I går morges gik jeg så ned til en å lige ved siden af lejren. Og hvad ser jeg? AFFALD! Affaldet fra lejren er smidt ned af skrænten mod åen. Det er ikke muligt at se fra selve lejren, men på skrænten ligger tomatdåser, adskillige mælkekartoner, yougurtbægre fra lejrens 60 deltagere, og madrester fra hele weekenden. Føj. Da lederen konfronteres med det, siger han at de bliver nødt til at smide det her, da der ikke kommer nogen og henter affald for dem. Dog forklarer han at kommunen hver 3. måned sender folk ud for at samle skidtet, men mon de dog finder alt det skræmmel som åen har spredt rundt i bjergene? Os forargede danskere forsøgte at forklare dem, hvor skidt vi synes det er. De griner dog lettere fjoget, og siger at her har de specielle dyr der nok skal gøre noget ved det, og det forsvinder nok. Hvordan kan de få sig selv til det?

Dette her er dog ikke enestående. Så godt som hele Tunesien flyder med skrald. Plasticposer er det vi ser mest af. Enhver kaktus pryder sig af farverige poser; Tunesiens forårsblomster, som de selv siger. Det er skræmmende at de ikke gør noget ved det. Gad vide hvorfor de smider alt det skidt. Ved de ikke at det er skidt for naturen? Har de en anderledes ide om skønhed? Er jorden bare en overgangsfase til paradis, og derfor lige gyldig?

Vi har flere steder forsøgt at få spejderne til at rydde op ved at gøre det til en konkurrence mellem patruljer, og det virker. Dog ved vi ikke altid hvad der sker med alt det samlede affald bagefter. En gang blev lederne ret sure over at spejderne fik den opgave, da de så ikke vidste hvad de skulle gøre med det. Det var åbenbart mere usynligt, når det var placeret over et størt areal, end når det var i en bunke. En anden gang hjalp vi med at rydde op i en forlystelsespark, da gruppelederen var ejer af parken. Her lykkedes skete det, at et par kunder i parken samlede plasticskeer op fra jorden og smed dem ud i vores sække. Måske vi har rykket nogen.

Om ikke andet så håber jeg at vi kan rykke drengene, når de ser Danmark, for vi er heldigvis renere end dette potentielt smukke land.

Billeder af det omtalte affald fra ovenstående indlæg

Tue, 10 Apr 2012 10:24:33 +0200

Billeder af det omtalte affald fra ovenstående indlæg

Liv... Død... Ingenting?

Mon, 09 Apr 2012 23:53:00 +0200

I går aftes lå jeg på en bænk i bjergene i det nordlige Tunesien. Jeg lå og kiggede på den klareste stjernehimmel. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Løvernes Konge, hvor der bliver sagt: ”Stjerner er fortidens konger som kigger ned på dig”.

Tre stjerneskud fik jeg set. Jeg forsøgte at træde væk fra min indgroede naturvidenskabelige tilgang, og prøvede at fornemme, hvordan jeg ønsker at stjerneskud skal se. Stjerneskud, er en stjerne der slukkes på jorden, og er på vej mod himlen, op til alle de konger som kigger ned på os. Nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne få mig selv overbevist om, at der skulle være noget efter døden. Lige nu glædes jeg dog ved at jeg ved, at alle der er døde lever videre i minder og tanker.

Men hvordan beskriver vi døden og hvordan forholder vi os til den. ”Han har stillet træskoene”, ”Hun er sovet stille ind”, ”Han er kommet til de evige jagtmarker”, ”Han er kradset af”. ”Hun er ikke blandt os længere”. Alle sætninger siger noget om personens forhold til døden. Nogle af sætningerne, beskriver os som havende en sjæl og at jorden bare er en ud af mange verdener, mens andre beskriver døden som det endelige stop. Det er smukt at tænke på et efterliv, og må det engang blive en del af mit verdensbillede.

Vi kan ikke lide at sige han/hun død. Døden er savn, og mens jeg skriver denne sætning kommer jeg til at tænke på et digt af Benny Andersen , hvor der siges ”Langt smertelige end tabet selv, er tabet af selve tabet”. Det synes jeg er smukt. Det er man savner, viser at det er noget man har elsket højt.

Jeg tror på nuværende tidspunkt ikke på en gud, men døden er nok det der lettest kan få mig til at finde det spirituelle frem. Det vil være noget af det skønneste oprigtig at kunne forstille sig at man en gang kan møde de kære, der som stjerneskud bevæger sig mellem jord og himmel.

Jeg har altid selv haft lyst til at snakke om døden, og føler at det kun kan være sundt at forholde sig til den del af livet, for det er dog det eneste uundgåelige. Selv har jeg fx tænkt på hvordan min begravelse skal være, men det eneste jeg er kommet frem til er at jeg vil have sunget ”Livstræet”. Jeg ønsker, at jeg efterlader glade minder i folks tanker, og at Livstræet vil bringe glæden og minderne frem om et godt liv.

Photo

Wed, 04 Apr 2012 16:38:15 +0200

Bål og brand

Tue, 03 Apr 2012 21:49:13 +0200

”Hvor den dog lugter efter at vi havde bål”. Dette var Anne Kathrines kommentar til min jakke, da vi forleden vaskede tøj. Og hvorfor er det nu så interessant? Jo, vi havde ikke lavet bål, men derimod hjulpet med at slukke en brand.

Lige omkring frokosttid for en god uge siden, var Anne Kathrine og jeg i gang med at lede efter den ældste moske i Nordafrika (lidt turister er vi vel). Vi nåede dog aldrig at finde den, da vi pludselig så voldsom røg fra den forlystelsespark, hvor vi lavede vores spejderaktiviteter. Vi satte det lang ben foran, og da vi kom frem så vi Nouri stå med en vandslage og spule stråtaget på parkens køkken. Pokkers, nu havde vi lige bestil lækre burgere i det køkken! Det er selvfølgelig aldrig godt med ild i stråtag, men ilden så ud til at være under kontrol.

Det var dog interessant at se hvordan folk reagerede. Der var nemlig intet kriseberedskab, ingen organisation var at finde. De havde dog flere brandslukkere, men disse var ikke testet tidligere, så splitten på flaskerne kunne ikke tages ud af dem.

I starten blev der sprøjtet lidt vand på taget ude fra, men pludselig mente de at det ville være bedre at fylde spande, og så kaste dem op indefra. Dette betød at ilden nu igen fik bedre fat i stråtaget. Den ene vandslange, som de havde, blev altså brugt til at fylde spande, og det kune jeg ikke holde ud af se på, og da jeg ikke kunne kommunikere med tuneserne, så tog jeg vandslangen fra dem og viste dem at vandet skulle op på taget. Endelig forstod de det.

Branden nåede aldrig at medføre voldsom materielskade, og ingen mennesker kom noget til. Til gengæld skabte branden et sammenhold og en glæde ved at hjælpe. Alle forsøgte at gøre noget, og selvom det meste ikke hjalp, så var de høje over at kunne hjælpe ejeren, som også var deres gruppeleder.

Og hvorfor tænkte Anne Kathrine så på det som et bål? Jo, for det første var der ingen stor fare på færde, og Anne Kathrine opleve ganske morsomme ting, fx at når tuneserne kastede vand op på taget inde fra, så blev de meget overraskede over at vandet faldt ned i hovedet på dem igen. Dette er lidt til at grine af, især når det sker gang på gang. Og da jeg endelig så det, så faldt det mig også ganske morsomt.

Branden var en oplevelse, og dagen efter var det ikke muligt at se at det havde været en brand, så nu kan man lige så godt se positivt på oplevelsen.

"En pige som altid vil snakke med dig, men i sidste ende ikke vil have dig."

Tue, 27 Mar 2012 23:23:14 +0200

“En pige som altid vil snakke med dig, men i sidste ende ikke vil have dig.”

- Dette er betydningen af et tunesisk ord, sagt i en snak om kærester. Det engelske ord vil nok være “Friendzoned”. Senere kom kommentaren: “Sådan er det altid med kusiner”.

Hvad laver jeg egentlig?

Fri, 23 Mar 2012 17:26:52 +0100

Min blog har været noget stille de seneste uger. En grund hertil er, at jeg har haft en uges ferie i Danmark, mens en anden er. at vi lige for tiden har drøn travlt her i Tunesien.

Forleden tænkte jeg på, hvad jeg mon skulle skrive om i mit næste blogindlæg, og havde blandt andet natur og religion i tankerne, men kom så i tanke om at jeg slet ikke havde skrevet om hvad jeg egentlig laver her i det nordlige Afrika.

Jeg er ansat i projektet ’Reaching Out’ under den nydelige betegnelse International Project Coordinator, men vi kalder det bare Ungdomsleder. Vi er to danskere og to tunesere med denne stilling, og vores opgave er at køre rundt i vores herlige Mazda, for at møde spejdergrupper i Tunesien og Danmark. Vi har tre hovedformål med vores besøg, og disse er at øge lederkapaciteten og inspirere til innovativt spejderarbejde, inspirere til ungeinddragelse, samt at skabe større forståelse for de kulturelle forskelle. Vores målgruppe er 15-35 årige spejdere og ikke-spejdere, og vi forsøger at opnå vores formål gennem forskellige typer af aktiviteter. En meget populær aktivitet hedder ‘Democratic Chef’, hvor spejderne agerer aktører i et samfund, hvor en af os ungdomsledere er ”The Primeminister”. Deltagerne skal så i fællesskab vælge nogle ingredienser, og herpå lave en ret over bål, alt i mens at statsministeren indfører forskellige love, fx at man kun må bruge venstre hånd. Aktiviteten var mest tænkt som en opgave, der skulle lære deltagerne om demokrati, men har vist sig også at udvikle deres fritænkning, da de oplever at skulle opfinde nye retter - og at eksperimentere med mad, er ikke noget der ligger naturligt for dem.

I starten af af projektet havde vi kun besøg i weekenderne, men den seneste uge har vi indtil videre nået 2 grupper, så vi når ud til mange det næste stykke tid. Indtil videre har nået ud til 7 forskellige grupper, og her haft kontakt med 481 deltagere, hvoraf 68 % har været drenge. Ganske fin statistik efter min mening.

Jeg havde tænkt mig at skrive om vores største succes, men det er simpelthen ikke muligt. Eller det er det, hvis jeg kan sige, at den største succes er en kombination af en masse succeser. Det mest fantastiske er nemlig, når vi føler at vi påvirker folk, og indtil videre har vi adskillige gange følt, at vi har rørt ved noget i folk, som får dem til at tænke over deres måde at lave spejderarbejde, men også hvordan de ønsker at leve deres liv.

Vores største udfordring er til gengæld sproget. Engelsk er her i landet 3. sproget, og få taler derfor et godt engelsk. De fleste forstår dog det skrevne engelsk og hvis vi taler langsomt forstår de os for de meste. Vi har efterhånden vænnet os til denne udfordring, og der er altid mindst en som kan fungere som oversætter, hvilket er en stor hjælp.

Håber dette gav lidt klarhed over projektet, og skal nok forsøge at klemme en update ind lidt oftere.

Faces of Tunisia

Sun, 04 Mar 2012 15:08:09 +0100

Faces of Tunisia

Vandring blandt fossiler

Thu, 01 Mar 2012 23:27:00 +0100

I går havde vi glæden af at kravle op af en bjergside i det smukkeste solskin. Efter kort tid fandt jeg de første krystaller, men det som satte flest tanker i gang, var fundet af muslingefossiler, og disse tanker er hvad dette indlæg vil handle om.

For 10 år siden fandt jeg en slidt bog på skolens bibliotek, og indtil nu er det den bog som har talt mest til mig. Bogen hedder ’Hulebjørnens Klan’ og er den første i serien ’Jordens Børn’. Bogen handler om pigen Ayla, som levede for 25.000 år siden i istidens Europa. Til at starte med gav den mig en fascination af det, som vi i dag vil kalde primitivt. Den startede en drøm om at bo et øde sted. Væk fra civilisation og væk fra alt moderne. At prøve at leve som de gjorde under istiden. Den fik mig lyst til at lære om planters medicinske egenskaber og lave redskaber, som hørte sig den tid til.

En dybere interesse blev dog vakt i den naturvidenskabelige Christian. Hvad skete der med dyrene under istiden? Hvorfor uddøde Neandertalerne? Hvordan blev mennesket menneske? Først startede jeg med at finde informationer om dyrene under istiden, og inden længe kunne jeg de latinske navne på de fleste, samt deres levevis. Jeg måtte længere tilbage i tiden, så nu stod dinosaurerne for skud, og puha, hvor var der mange at lære om. Spændende var det, og palæontolog havde jeg lyst til at være. Hvilket betød at jeg hele min gymnasietid havde en forestilling om at jeg skulle studere geologi, så jeg efterfølgende kunne blive palæontolog. Til dem der ikke ved hvad sådan en fætter er, så tænkt på Ross fra Friends/Venner.

Sideløbende med alt dette opbyggede jeg min viden og forståelse om evolution. Da min viden om emnet var tilstrækkelig stor, begyndte jeg at deltage i debatfora om det på nettet, og i det år hvor det stod på nåede jeg over 1000 indlæg. Indtil da havde jeg et bredt fokus på evolution, og gik nu i gang med at fokusere på den menneskelige evolution. Hvad gjorde at Australopithecinerne gik på to ben? Hvad fik hjernen til at vokse ved slægten Homo? Hvad kom først; stor hjerne, øget socialisering, indtagelse af kød? Hvad fik Homo Erectus til at forlade Afrika? Spørgsmålene var og er mange. Jeg var heldigvis så privilegeret at jeg på gymnasiet kunne skrive min SSO under emnet ’Menneskets evolution’ i faget biologi. Det var en opgave jeg nød at skrive.

Jeg er den dag i dag stadig utroligt fascineret af den menneskelige natur, og de biologiske mekanismer som ligger bag. Den ene bog har virkelig gjort meget til at gøre mig til den jeg er i dag, og præget de interesser jeg har haft.

Dette blev et lidt langt indlæg, men Anne Kathrine mente at det ville være en sund udfordring for mig at skrive et langt indlæg, især når det nu handlede lidt om mig selv.

Denne sten sendte mine tanker 10 år tilbage i tiden.

Photo

Wed, 29 Feb 2012 21:40:36 +0100

”We have a clarified image of you”

Mon, 27 Feb 2012 23:34:00 +0100

Forleden aften blev vi af en spejdergruppe inviteret til kulturmøde, med stort M, hvor vi skulle sidde om et bord og “beskydes” med spørgsmål. Det blev et møde, hvor respekt og ydmyghed var i højsædet fra vores side.

I starten af mødet kunne vi mærke, at de kredsede om et bestem spørgsmål. De indledte med at fortælle om, at deres første spejderlov handler om at tro på Allah og elske hans profet. Det virkede til, at dette skulle føre til et spørgsmål, og endelig kom det: ”Hvad tænker I om tegningerne?”. Det korte svar var: Vi synes, at det var uacceptabelt at lave tegningerne, men vi vil til hver en tid, forsvare hans ret til at lave dem. Da dette var afklaret, voksede tilliden.

Det mest interessant var dog at høre, hvordan at de føler, at Europa ser dem som underlegne. Især det at der kom hjælp fra andre landet efter deres revolution, frembragte følelsen. De mener ikke at de var ”in need”, og blev fornærmede over hjælpen. De frygter en kulturel kolonisation fra Europa. Vi tog chancen, og forklarede, at denne frygt til tider går begge veje.

“We have a respect for working” blev der på et tidspunkt sagt. Som jeg erindrer det, var det en opfølgning på et emne om, at de var et meget civiliseret folk. Det interessante var dog, da der med stolthed i stemmen, blev fortalt, at man ved at kunne se på et kort, ville se at hele landet var opdyrket. Og herren har ret, så godt som intet af Tunesien er oprindelig natur.

Deres sidste kommentarer gik på, hvad man bør vide om tunesere, og svaret kom promte: “Look at our faces. We are as we are”; en tuneser er ifølge dem selv åbne og til at læse.
Det vigtigste at vide er imidlertid, at den direkte vej til en tunesers hjerte åbnes ved hilsnen: Salam Aleikum; ’Fred være med jer’.

A beautiful sunset from the Island of Dreams

Sun, 26 Feb 2012 23:16:15 +0100

A beautiful sunset from the Island of Dreams

Nu med bil

Fri, 24 Feb 2012 13:10:36 +0100

Bilen er nu i hus, og det må derfor være på tide at beskrive hvordan deres køres her i Tunesien.

Der skulle gerne være højrevigepligt her i landet, men vigepligter er ikke noget der tages alt for højtideligt; man skulle jo nødigt bruge sin tid på at holde stille. Det sted at vigepligten er mest synlig er inde i rundkørsler, hvilket er ganske anderledes end vi er vant til. Tænk lige en ekstra gang på hvad der sker, når man som bil i en rundkørsel har højrevigepligt…

De tunesiske veje i byerne har ofte ganske fine striber, som opdeler dem i vejbaner. Det ser dog ud til at de fleste billister leger en leg, hvor det gælder om at røre stregerne, og man taber hvis man kører i en vejbane. Fordelen ved denne leg ser ud til at være, at de så kan køre 3 biler side om side, selvom der kun er to baner. Jeg tror nu ikke at jeg gider at lege med.

Har de lyskryds her i landet? Ja, de har faktisk et pænt antal, ihvertfald inde i Tunis. Chauførerne er vist dog ret farveblinde. De røde signaler er ofte mest lyserøde, og har man travlt, så er de grønne. Man skal i hvert fald være ret opmærksom på, at selvom man har grønt, så kan der godt smutte en bil på tværs af krydset.

Og bilen er forresten i Mazda BT-50. En lækkert pickup med et stor bagagerum, hvor vi kan have alle vores materialer.

Ja, jeg ser nu frem til at køre her. Det smukke landsskab uden for byerne, vil helt sikkert ophæve stresset inde i byerne.